Parterapi

  • Oplever I at I har tilbagevendende skænderier?
  • Oplever I, at der er en afstand imellem jer
  • Savner I den nærhed, der var engang?
  • Har I svært ved at tackle uenigheder og forskelligheder
  • Oplever I, at I ofte misforstår hinanden?
  • Overvejer I – eller taler I nogle gange om at gå fra hinanden?
  • Er I ofte uenige om børneopdragelsen?

... ja, så er parterapi måske noget for jer.

En tryg vej til et trygt parforhold

Parterapi er en vej til et trygt parforhold, hvor man både kan være sig selv og være der for hinanden, og hvor de varme følelser og nærheden kan findes frem igen.

Jeg arbejder ud fra grundtanken om, at anerkendelse af os selv og vores partner er en afgørende forudsætning for forandring og udvikling. Ved hjælp af  ”Den Anerkendende Dialog” skabes forståelse og empati for det, der sker imellem jer som par. Herigennem opnår I  en større indsigt i den ”psykiske bagage”, som I hver især bringer med jer ind i parforholdet. En del af denne indsigt handler f.eks. om de ”overlevelsesstrategier”, som vi alle udvikler i løbet af vores barndom, for at beskytte os selv.

Via dialoger er det således muligt at  opnå en FÆLLES indsigt og forståelse for de særlige mønstre, som I har skabt. På baggrund heraf, bliver det muligt for jer at  finde nye og bedre måder at handle og reagere på.

”Den anerkendende Dialog” går kort fortalt ud på, at man anerkender og respekterer, at vi har forskellige opfattelser og oplevelser af virkeligheden. Ved virkelig at lytte til, hvordan den anden part oplever, tænker og føler, bliver det muligt at skabe en ro og tryghed, hvilket er en forudsætning for at skabe forandring. I terapien vil I lære dette ”redskab” – denne særlige måde at tale sammen på,  som I med tiden også kan bruge derhjemme.

I parterapien arbejder jeg udfra  forskellige teoretiske tilgange:

  • Imago parrelationsterapi
  • tilknytningsteori
  • systemisk teori
  • narrativ teori
  • neuropsykologisk forskning

En parsamtale varer 2 timer.

Mere information

Læs meget mere i bøgerne "Det levende parforhold" og "Den levende familie".